Stress er et tabu?

linkedin
Published on November 8, 2019
Jeg laver nu den tredje af en serie oplæg, der omhandler forhold i mit liv, som beskæftiger sig med tabuer og ”de ting vi ikke taler om”.

Afsnittet handler om stress. Stress er som de fleste ved, kendt som en folkesygdom. En sygdom, der påvirker hele kroppen og sindet. En sygdom, der giver varige mén, hvis man ikke tage den alvorligt.

Det der i sin tid fik mig til at tænke over, at jeg havde stress, var, at jeg i de første måneder efter min ankomst fra Grønland, ikke rigtigt ville acceptere, at jeg var syg.

Det resulterede i et afslag efter jobsamtale, hvor HR-chefen i telefonen startede med bekymret at spørge til, hvordan jeg havde det. Jeg synes at det var et mærkeligt spørgsmål, da jeg følte at samtalen var gået helt fantastisk, men da HR-chefen blev ved med at spørge, blev jeg nysgerrig og hun fortalte mig, at jeg havde siddet til jobsamtalen og nærmest skældt dem ud og set meget irriteret ud.

Der var to vidt forskellige oplevelser af samme samtale og jeg blev vældig chokeret og det fik mig til at tænke over min egen situation.

Stress er et tabu?

Vi lever i et performancesamfund og det stiller urimeligt høje krav til os som mennesker. Vi er bange for ikke at slå til, ikke at kunne levere det forventede og vi straffer os selv, når vi ikke kan klare de opgaver vi bliver stillet.

Som sagt blev jeg fyret, da hospitalet i Grønland fortalt mig, at der var tegn på Tuberkulose. Da jeg ankom til Danmark, og henvendte mig til Hvidovre hospital, tog de masser af prøver. Resultatet var at det ikke var tuberkulose, men allergi overfor den skimmelsvamp, der var i lejligheden i Grønland.

Jeg var ret syg, men jeg blev ved med at søge leder-jobs. Jeg fik afslag efter afslag og jeg blev mere og mere ked af det, trist og syg.

I starten kunne jeg holde facaden, når jeg var ude i byen, på besøg eller til jobsamtaler. Men lige så snart jeg kom hjem, gemte jeg mig på sofaen under et tæppe og havde ondt i hovedet, maven, og ville bare være alene. Jeg magtede ikke at omgås andre mennesker og isolerede mig selv. Når jeg endelig var ude, var jeg kort for hovedet og skældte fremmede ud for småting, hvis jeg fik muligheden.

Som sagt, det gik kraftigt ned af bakke for mig, både psykisk og fysisk. Jeg blev meget glemsom, mit ordforråd på alle sprog skrumpede bemærkelsesværdigt ind, jeg kunne ikke kommunikere uden at kokse i samtalen. Jeg fik umådeligt let til tårer.

Tidligere havde jeg været superkvinden, hvor alt var muligt for mig og lige pludselig var det selv de helt små ting, der virkede uoverkommelige. Jeg følte mig som en fiasko, svag, uduelig, intet værd, uønsket, osv. Det var de psykiske symptomer på stress. De fysiske var i form af voldsom hud allergi, hjertebanken, hyperventilation voldsom hovedpine, mavepine, åndedrætsbesvær, spændinger og mange andre symptomer på stress.

Stress påvirker os alle. Stress er overalt. Og selvom lidt stress er OK - noget stress er faktisk fordelagtigt, så vil for meget stress vil slide dig ned, gøre dig syg, både mentalt og fysisk, og i sidste ende vil det slå dig ihjel, hvis du ikke kan komme fri af stress.

Det første trin til at kontrollere stress, er at kende symptomerne. Men det kan være sværere at genkende stress-symptomer, end du tror. De fleste af os, er så vant til at blive stressede, at vi ofte ikke ved, at vi er stressede, før vi er slået helt til tælling.

Og stressen kom i mit tilfælde snigende.

Stress behøver ikke at være noget, der bare sker lige pludselig. Min stress var noget, der er blev bygget op i løbet af årene. Faktisk fik jeg de første symptomer, da jeg var i gang med at tage en dansk gymnasial uddannelse, lige efter jeg blev alene med min datter. Jeg hyrperventilerede og var nødt til at trække vejret igennem en pose og i forbindelse med en eksamen fik jeg en så kraftig blødning, at jeg blev kørt på hospitalet. Men jeg stoppede ikke og lyttede til min krop. Jeg blev bare ved med at præstere. Efter gymnasiet fik jeg et liv fuldt af udfordringer, skuffelser, voldsomme oplevelser, høje krav til mig selv, høje forventninger både udefra og fra mig selv og så nogle solide kriser i mit liv: Min mor døde pludseligt, jeg kom ud for en alvorlig bil ulykke, min bror døde ene og forladt i sin seng blot 48 år gammel i Trondheim og tidligere var det gået op for mig at én af mine nærmeste, havde været udsat for noget frygteligt nederdrægtigt, mens hun boede hos mig. Da jeg fandt ud af det, væltede min verden, jeg lå i sengen i tre uger, med masser af dårlig samvittighed.

Som sagt, det gik jo ned af bakke for mig, efter min tilbagekomst fra Grønland og jeg blev dybt deprimeret. Lægen tog en depressions-test på mig, og tilbød mig lykkepiller. Jeg købte dem, og efter at have læst bivirkninger på dem, røg hele pakken i skraldespanden. Min læge sagde gang på gang, at hvis jeg ikke kunne tage den med ro, ville jeg dø af hjertestop (der skal siges, at vi desværre har flere i familien, der er døde af hjertestop).

Jeg var heldig, at min læge var en kæmpe støtte. Hun fik mig i kontakt med en rigtig sød sagsbehandler i Københavns kommune, der fik sat mig på et 6-ugers forløb med masser af psykisk træning, mindfulness, yoga, terapi, you name it. Lige det jeg havde brug for! Der var en dag, hvor vi skulle i gang med træningen, så kom der en mand ind a døren, han gik mærkeligt og havde et ar på sit hoved. Det viste sig, at han på grund af stress, havde fået en hjerneblødning og var lammet i halvdelen af kroppen. ”Hold da op” Tænkte jeg. Manden havde været en dygtig arkitekt, der havde tjent kassen, men efter stress, så havde han mistet alt: Jobbet, familien, og helbredet. Igen var jeg meget taknemlig, over at jeg stadigvæk så ”Normal ud”. Og var super taknemmelig for, at jeg faktisk stadig havde en chance for at få et normalt liv igen. Super taknemlig!

Efter forløbet var endt, vidste jeg godt hvad, jeg gerne ville arbejde med: Nemlig mennesker! Jeg ville hjælpe folk, der har været nede ligesom mig, løfte dem op, og vise dem vejen. I 2015 blev Mozhi Consulting stiftet, med inspiration fra min mor, først med fokus på stressramte akademiker, men efter jeg blev kontaktet af et ægtepar, der kom fra Iran, var gået i stå og var faldet mellem to stole, udvidede jeg konceptet. De manglede i den grad en karrierecoach.

En spændende rejse startede dér.

Selvom jeg er bevidst og har det rart med min lille butik, døjede jeg stadig meget med helbredet, selvværd og selvtilliden. Jeg har stadig meget let til tårer, men det er som om at hjælpe andre og tanken om, at der er brug for mig, får mig til at holde pause med at kigge på min fortid, mine egne problemer og kan skue fremad. For jeg ved, at jeg kan styre min hverdag, mit liv og jeg er blevet rigtig god til at lytte efter til min egen krop og kan ”skrue ned”, når jeg har brug for det.

Min bror døde af depression og stress, han kunne ikke give slip på+ en fortid fuld af skuffelser og frygteligheder. Hans hjerte gav op! En sorg, jeg har med mig hver dag. Jeg savner ham hele tiden. Men hans død var med til at redde mig og har givet mig bedre indsigt så jeg kan søge at have et fantastisk liv. Og via min lille butik kan jeg virkelig føle, at jeg gør en forskel i mit og andres liv.

Jeg tjener en tiendedel, af det jeg gjorde før, men til gengæld smiler jeg hundrede gange mere, og glæder mig over små mirakler i livet: At jeg trækker vejret, at jeg har et tag over hoved, at jeg er omgivet af fantastiske venner, at jeg har en skøn familie, at min krop trods alle prolapser i nakken og ryggen fungerer, at jeg er glad, at jeg kan grine, at jeg kan føle mig lykkelig og især at jeg er glad for den person jeg er. Jeg er faktisk rimelig stolt af mig selv og mine bedrifter i livet:)

Glæder mig til at læse dine kommentarer.

Jeg glæder mig til at dele min historie i min næste artikel, som udkommer om en uge, som handler om mit arbejde med at bibeholde min selvtillid og opbygge mit selvværd.

Kram Mozhgan