Hvorfor vælger man at acceptere voldelige adfærd i et forhold?

LinkedIn - 4
Kære læser

Baggrunden, for at jeg lægger det op, er, at jeg meget gerne vil inspirere andre til at gribe ind deres liv og udvikle det i en bedre retning.

Jeg skriver om mine egne erfaringer og deler en lille del af mit liv med andre, med det håb, at det bliver læst af så mange som muligt. Jeg ønsker derved at inspirere flest mulige mennesker. Jeg håber, at de, der befinder sig i samme situation, som jeg har været i, læser mit oplæg, ikke vil føle sig alene.

Jeg føler mig bestemt ikke som et offer, men som et produkt af min fortid på godt og ondt. Jeg er sikker på, at der er mange både mænd og kvinder, der kan nikke genkendende til de emner, jeg vil berøre i mine oplæg.

Baggrunden for dagens oplæg er, at jeg var til en fest forleden, og kom til at snakke med en rigtig sød og kærlig dame. Allerede efter 2 minutter havde hun fortalt mig, at hun var til festen sammen med sin mand, men at han var psykopat. Hun fortalte mig også, at hun var i gang med at spare op i hemmelighed for ham, for at kunne få sig en bolig og komme ud af sit ægteskab. Mit umiddelbare indtryk af hende var, at hun på overfladen, var en glad, veluddannet og meget succesrig kvinde. Det kom som et chok for mig, at hendes historie til forveksling lignede min og at vi faktisk er mange, der lever under samme vilkår (Jeg støder på flere mennesker i samme situation i mit daglige arbejde). Og det slog mig, hvor forfærdeligt, det er, at folk, der lever i et dysfunktionelt forhold, bliver ved med at blive i det og finde sig i at blive undertrykt. Nogen gange indtil det er blevet for sent at bryde ud.

Hvorfor vælger man at acceptere at tage imod voldelige adfærd i et forhold?

Jeg har oplevet henholdsvis fysisk og psykiske vold i perioden fra jeg var seksten og indtil jeg fyldte fireogfyrre. Hvorfor accepterede jeg dette?

Jeg begyndte først at stille mig selv det spørgsmål, længe efter at jeg var sluppet ud af disse forhold. Det der fik mig til at tænke over svaret, var at jeg ret ofte møder folk på mit kontor, mine kunder, der har oplevet vold i deres liv. Mennesker, der på overfladen ser lykkelige og succesrige ud, folk, der har gode uddannelser og solide erhvervserfaringer, men når det kommer til parforhold, så finder de sig i ting, der ikke er sundt for dem. Ting, der er hemmelige og som sker indenfor hjemmets fire vægge.

Jeg har brugt mange år af mit liv og mange ressourcer, for at finde ind til kernen af hvorfor jeg levede i et dysfunktionlet forhold i så mange år? Det svar, jeg har fundet frem til er, at jeg kun var seksten første gang, jeg blev slået.

Jeg var derfor stadigvæk et barn, uerfaren og forstod ikke hvad der skete. Jeg er aldrig blevet slået hjemmefra og tænkte, at hvis man blev slået, skulle man virkelig have gjort noget galt. Derfor valgte jeg at påtage mig skylden. Jeg kunne ikke forestille mig, at man slog uden grund og jeg troede, at jeg havde fortjent den behandling jeg fik. Det lyder ret sygt, men sådan oplevede jeg det.

Da jeg blev skilt som 33-årig fra min anden mand var jeg så bange for at indgå et forhold, at jeg holdt mig fra mænd i fem år. Jeg var hele tiden bange for, at jeg ville falde for endnu en voldelig mand.

Da jeg fik min første kæreste danske kæreste i en alder af 39, valgte jeg en meget sød og kærlig, men alt for introvert type. Vi var bare sammen uden at tale eller gøre noget andet end at sidde i samme rum. Det gav mig naturligvis lidt ro, men fungerede selvfølgelig hellere ikke. Jeg mente, at jeg, for at have succes, var nødt til at have en familie og jeg gik desperat ind i en jagt efter at finde en skøn mand. Det var dog forgæves og jeg valgte, at gå ind i flere forhold, hvor min mavefornemmelse var meget imod helt fra starten. Der var mange grunde til, at forholdene ikke virkede. Jeg fandt for eksempel en partner, hvor det viste sig, at han havde et alkoholmisbrug og han blev meget aggressiv, da han fik noget at drikke. Jeg havde også et forhold, hvor min partner var gift, havde dobbeltliv og holdt mig som gidsel af mine egne følelser for ham. Jeg har haft en del usunde relationer og jeg kan blive ved med at remse op.

Men den røde tråd i disse forhold var ikke mændene, men mig selv. Jeg kunne jo ikke give mændene skylden for, at jeg valgte dem. Hvis der overhovedet skal tales om skyld, så var jeg lige så skyldig som dem.

Det var mig, der valgte at være i et ægteskab i mange år, hvor jeg blev slået, sparket, blev smidt ud af mit hjem midt om natten i strømpesokker. Jeg var tæt på at blive slået ihjel og fik ofte en kniv for struben og jeg levede i konstant angst fordi han truede mig med, at han ville slå både mig og mit barn ihjel, hvis jeg fortalte nogen noget eller forlod ham. Jeg havde til sidst ikke nogen modstandskraft og valgte at blive i det forhold, fordi jeg var bange for, at noget værre ville ske mig og mit barn?

Jeg var netop en af de kvinder, som på overfladen ser ret lykkelige ud. Succesrig, dygtig i skolen, dygtig på arbejdspladsen, men jeg havde et rent helvede i hjemmet. Jeg prøvede selvfølgelig at være en god mor, og være der for mit barn, men jeg tænkte ikke på, at jeg i virkeligheden tilbød hende en voldsom og frygtelig barndom, som har skadet hende for livet. Jeg var i det voldelige forhold, mens jeg studerede. Selvfølgelig prøvede jeg at flygte fra volden og for at ikke være hjemme i mange timer af gangen, tog jeg min datter med til fritidsaktiviteter. Hun gik til alt muligt og alt for mange aktiviteter, men det var en mildere stress end den vi oplevede i hjemmet. Jeg prøvede, på den måde jeg kunne, at beskytte hende. I dag ved jeg selvfølgelig godt, at jeg skulle have valgt at komme ud af det forhold, i stedet for blot at vælge at være mindre hjemme.

Valget med at leve i de usunde forhold lå altså hos mig og derfor det var dér, jeg var nødt til at starte min healingsproces.

Jeg besluttede mig for at tage flere selvudviklingskurser og kombinerede det med min ingeniør- og lederuddannelser for at finde svar på mine spørgsmål- finde en forklaring på de forkerte valg, jeg gang på gang havde truffet i mit liv.

Selvudvikling er lang proces og fyldt med selvusikkerhed. Du ved, hvor du kommer fra, men du ved ikke præcis, hvor du kommer hen. Du ved, at der er et kæmpe potentiale for at komme et bedre sted hen, men midt i et skridt, hvor man ikke har begge ben solidt plantet i jorden, er man let at bringe ud af balance. Hvis jeg skulle beskrive hele forløbet, så ville dette skriv blive for omfattende til dette medie. Så jeg vil nøjes med at beskrive resultaterne:

Jeg kom frem til, at det hele var startet den gang jeg var ganske lille. Jeg er den ældste i en søskendeflok på fire, og allerede som tumling, fik jeg at vide, at jeg var en stor pige og skulle passe på mine tvillingebrødre. Jeg skulle være den ansvarlige. Det har gjort, at jeg ud over at være pligtopfyldende og lægge mine egne behov til side, også har fået udviklet et unaturligt beskyttertrang. I mit voksne liv troede jeg, at jeg, med min selvopofrelse og min kærlighed kunne redde disse mænd fra sig selv.

En anden ting jeg bar med mig fra min barndom var at min mor var ikke glad for sit ægteskab og vores liv var et rent realityshow, alle skulle se og vide hvor utilfreds hun var med min far, mig og alle vores fejl blev udbasuneret til venner og familie. Det var meget pinligt og har givet mig en skræk for at blive udstillet. Det betød. at jeg kunne tage afsted på universitetet uden at fortælle nogen, at jeg samme morgen havde fået en kniv for struben af en mand hvis øjne var sorte af vrede. En mand, der havde lovet at beskytte mig. Jeg lod som ingenting. Måske, hvis jeg havde sagt noget til nogen, så var der nok én, der havde sagt til mig, at jeg skulle tænke mig om og gå til politiet. Men jeg gjorde det ikke, fordi jeg skammede mig og mine fejl og mangler altid var blevet udstillet i min barndom. Og jeg hadede det!

En anden ting min mors utilfredshed med sit ægteskab har gjort for mig, er at lære mig at man ikke behøver at være lykkelig i sit ægteskab. Målet for succes er ikke lykke, men udholdenhed.

Min mor har altid fået mig til at føle mig utilstrækkelig og det har givet mig den overbevisning, at hvis andre finder ud af hvordan jeg har det, så ønsker ingen mine tjenester og kompetencer hverken i mit arbejdsliv eller i det private, eller ingen vil elske mig. Så jeg var god at tage den maske på, at alting var perfekt.

Jeg har givet op at forstå, hvorfor mænd eller kvinder slår eller udøver psykisk vold? Er det mangel på selvtillid, mangel på selvværd, vold i familien, svigt i barndommen. Jeg ved det ikke, men heldigvis har jeg fundet ud af, at uanset hvad grunden er, så vil det aldrig være noget jeg har haft indflydelse på og det er heller ikke min opgave at helbrede det. Jeg kan helbrede mig selv og finde et liv, hvor jeg kan holde mig selv ud og ikke fylde min hverdag op med mennesker: Partnere, venner og bekendte, hvis problemer er så store, at jeg kan flygte fra mig selv og mine tanker.

Nu i en alder af 54 har jeg endeligt fundet vejen til at elske mig selv, at sige fra og lytte til min mavefornemmelse.

Jeg er meget mere selvsikker i dag og har lært at pleje mit selvværd. I situationer hvor jeg tidligere har taget imod andre folks verbale overfald og stiltiende accepteret forulempelser, siger jeg nu fra. Jeg anmelder aggressive folk for deres adfærd og bukker ikke under for råb og skældsord, men holder på min ret og argumentere med ord og ikke stemmeføring.

Jeg har lært at kigge på de positive ting omkring mig og give slip på noget, jeg ikke er herre over og vælger min egen lykke, ved at beskæftiger mig med noget, der gør mig glad. Og det har jo helt fantastisk effekt på mit velbefindende.

Du, der læser dette: Jeg håber inderligt, at du lærer at vælge fra, sige fra, kende dit værd og vide, hvor dyrbart dit liv er og, hvor unik du er.

Glæder mig til at læse dine kommentarer. Ønsker dig og dine kærer en fantastisk weekend.

Kram

Mozhgan