My life in Denmark as a female immigrant

Mit liv i Danmark
Published on November 22, 2019
Jeg laver nu det 5. af en serie oplæg, der omhandler forhold i mit liv, som beskæftiger sig med tabuer og ”De ting vi ikke taler om”.

Min artikel vil handle om mit liv som udlændinge i Danmark.

Hver eneste gang der er valg i Danmark, så er snakken om udlændinge et hot emne. Som regel går debatten på, om der skal være flere stramninger eller færre stramninger. Nogle vil have flere højtkvalificerede ind til Danmark og andre vil ikke have flere udlændinge med ikke-vestlig baggrund i Danmark. Der bliver således snakket meget om udlændinge i Danmark, men det vi ikke snakker om, er den påvirkning det gør på folk som jeg, der føler sig ret integreret, vil Danmark og ønsker at bo og bidrage til Danmark.

Mit formål med artiklen er at dele mine oplevelse som udlændinge i Danmark. Jeg har fået meget hjælp fra etniske danskere for at kunne blive integreret, men det er vigtigt at understrege, at når man flytter til et nyt land, så kan man som udlændinge, kun få succes med integrationen, hvis man selv er villig til at tage imod de nye livsregler og traditioner. Det er også lige så vigtigt, at det nye land også er villig til at tage imod deres nye borger og respektere dennes traditioner, hvor disse ikke er i modstrid med dansk kultur og lovgivning.

For mig handler en god integration altså det ikke om, at vi alle skal ligne hinanden, eller at man skal glad for at drikke sig fuld eller spise svinekød.

Nej, for mig er god integration, at man som ny borger, ser på sit nye land, som et land, hvor man er villig til at investere i sin fremtid, og er med til at gøre en forskel, med et håb om, at det nye land også vil invester i én. Det er vigtigt at man har en følelse af, at man er velkommen.

Fra mandsdomineret til uafhængig:

Jeg kom, som sagt, hertil som enogtyve årig. Min daværende mand var flygtet til Danmark to år tidligere. Han kom bare en dag hen til mig og sagde, at han var nødt til at flygte, og at han tog afsted den følgende dag. Da jeg så fulgte ham hertil efter 2 år, havde jeg to kufferter med tøj, sko og andre private sager. Da jeg ankom til Vejle, fandt jeg ud af, at min mand boede på et kollektiv. Vi boede otte personer i et stort hus, med fælles toilet og bad ude i haven. Jeg var i chok, da jeg så, hvor vi skulle bo. Jeg kom fra en 5-værelses lejlighed på 150 m2. Mit første indtryk var: ”Hold da op! Hvor er man fattig i Danmark” Jeg fandt dog ud af at min daværende mand, havde valgt et hippe liv, hvor han byggede alle møbler og seng ud af gamle paller i det nærmeste aktivitetshus og at det ikke var normen i Danmark.

Jeg kom jo fra et meget mandsdomineret samfund og havde svært ved at forstå at kvinder kunne ligge på stranden og i parkerne med bare bryster og sole sig. Bare det at kvinderne gik uden BH var ufatteligt for mig. Folk var åbne om deres seksuelle begær og kyssede og rørte ved hinanden offentligt. Det var uhørt i mit hjemland. Og jeg var dybt misundelig! I Iran kunne man ikke gøre det mindste uden at folk begynder at snakke. I Iran kunne man som kvinde ikke gå uden for en dør uden at gøre rigtigt meget ud af sig selv, men her i Danmark kunne kvinderne gå ud i joggingbukser uden makeup. I Iran var jeg afhængig af, hvad vores naboer og fremmede tænkte om mig, her kunne jeg være fri for den form for krav. Jeg har aldrig kunne gå uden BH eller sole mig topløs eller gå i joggingbukser på gaden 😊, men jeg nyder at det er mit valg og ikke sladder, der styrer mig.

Jeg forstod at kvinder i Danmark var meget mere selvstændige, og jeg ville gerne selv være selvstændig som en dansk kvinde. Jeg fik nogle rigtig gode danske venner. De lærte mig meget om, det der var dansk. Jeg var stadig afhængig af min daværende mand økonomisk (Jeg troede, at han forsørgede mig, men det var kommunen han fik pengene fra-også min udlændingeydelse). For at blive selvstændig, var jeg nødt til at lære at kunne forsørge mig selv.

Det har handlet om, at jeg skulle se på mine succeser. Særligt de små, som at finde vej til det lokale træningscenter (google fandtes ikke dengang) eller blot at lære et nyt dansk ord, der gav mig mod til at kommunikere mere. Disse små succeser gav mig mod og fik mig ind på 9-klasses forberedelseskursus, hvor jeg var af ren viljestyrke blev, da jeg kun forstod tredive procent af hvad, der foregik omkring mig, men alligevel gennemførte med et flot gennemsnit.

Jeg blev skilt fra min mand da min datter var kun 4 måneder gammel, og fik en bolig anvist af kommunen. Jeg begyndte at studere og gik på gymnasiet og senere, da jeg begyndte på universitetet, fik jeg en særlig ydelse fra kommunen, så jeg kunne passe mine studier samtidig med at jeg var alene med min lille datter. Jeg kæmpede selv for at kunne blive uafhængig, men jeg kan ikke udtrykke nok, at jeg fik meget hjælp fra kommunen og især danskere, der var villige til at tage mig ind og vise mig hvordan det danske samfund og kultur fungerede.

Jeg har bibeholdt de dele af min kultur, jeg føler, at jeg kan tage med mig og som ikke bremser mig i min egen udvikling, men det har været svært at omstille sig fra at andre har taget beslutningerne for mig, til at jeg har taget styring i mit eget liv.

Misforståelser:

Jeg tror at meget af den hårde retorik, der præger udlændingedebatten i dag, bunder i usikkerheder og misforståelser. Det er meget let at give et forkert indtryk, hvis man forveksler ”Bidrag” med ”Bedrag”. Jeg er helt sikker på, at den medarbejder, jeg engang måtte sige farvel til, ikke har de kæreste tanker om mig, da jeg efter endt tjeneste, takkede ham for hans bedrag.

Der er selvfølgelige ganske klare kulturelle forskelle og hvor en måde at kommunikere på i Iran, er ganske almindelig, kan det i Danmark ses som upassende eller direkte uhøfligt. Jeg skulle bruge meget tid på at lære ikke at afbryde. Det finder danskere meget fornærmende, men i Iran og andre mellemøstlige lande er det ganske enkelt den måde man kommunikerer på og jeg har, når jeg har afbrudt, ikke haft en intention om at være fornærmende, men troet at folk blev sure på mig af andre årsager. Jeg har også, til danske selskaber, lært at vente med at spise til der blev sagt: ”Værsgo”. I Jeg var vant til at spise, når maden blev serveret uden at vente på andre eller at værten satte sig.

I min erfaring siger man ikke tingene lige ud i Danmark. Man siger f.eks. ikke, at det bliver anset som værende uhøfligt at begynde at spise uden at blive budt. I stedet har jeg hørt flere danskere sige: ”Kan du ikke vente?”. En anden misforståelse man kan komme ud for, er at man i Iran bruger fire til fem timer på at lave og anrette maden flot, men maksimalt minutter på at spise den. I Danmark laver man maden og kan bruge timer ved bordet. Jeg synes at det er enormt hyggeligt og godt for fællesskabet, at man sidder og er sammen om maden, men i starten blev jeg frygtelig utålmodig og irriteret over de lange middage og tænkte: ”Gør de mennesker ikke andet end at spise!” Jeg anså det for vellevned.

Disse små misforståelser, kan få én til at give op. I eksemplet med at afbryde, så kunne jeg tro at personen ikke kunne lide mig. For jeg oplevede jo at denne blev irriteret på mig og trak sig for både denne og fremtidige samtaler med mig.

En anden stor forskel mellem den danske kultur og den jeg kommer fra, er at man ikke direkte nægter en, der kommer og beder om hjælp, sin hjælp. I Iran har man stor ære og når man endelig beder om hjælp, så er det fordi man virkelig har brug for den. Hvis den man spørger, ikke har lyst eller mulighed, så laver man en forhandling om hjælpens omfang. Man siger aldrig blot ”Nej”. Det ville være stærkt arrogant og fornærmende, men her i Danmark siger man, måske lidt undskyldende, blankt ”Nej”, hvis man af den ene eller den anden grund ikke har mulighed. Jeg er ofte blevet meget vred over at få et direkte ”Nej” og følt mig vældigt afvist!

Jeg har med de små misforståelser med store konsekvenser skulle tænke meget over hvad, der var gået galt. Det er alt for let at tænke at den person der, tilsyneladende grundløst, tager afstand til én, er fremmedfjendsk. Det er alt for let at tænke sådan, at det ikke beror på en misforståelse, men at der er noget der ”sker” i den anden.

En af de sjoveste misforståelser var i forbindelse med en release hos Nokia. Vi skulle arbejde over, og der blev bestilt smørrebrød til alle. Jeg syntes, det lød ret kedeligt med smørrebrød. Jeg bestilt derfor en salat. Da vi fik maden, sad jeg og savlede over de flotte smørrebrød og kiggede ret skuffet på min egen kedelig salat. Du ved, jeg troede, at de andre har bestilt brød med smør 😉 Der blev grinet en del rundt om bordet, og siden har jeg været stor tilhænger af smørrebrød.

En af de kedeligste misforståelser opstod med en af mine chefer på arbejdet. Jeg havde min mor, min svigerinde og mine nevøer på besøg. Det var efter skilsmissen og jeg havde købt en lille lejlighed i Vanløse. Alt for lille lejlighed til 5 mennesker, men meget hyggeligt at have dem på besøg. Jeg havde brug for meget kærlighed fra familien side. Der skulle holdes en fest i Nokia, og vi sad og spiste frokost på arbejdet. En af de ledere, jeg refererede til, sad ved siden af mig. Han spurgte, om jeg ville med til festen, og jeg sagde, at jeg helst ville være hos min familie, fordi de rejste hjem ugen efter, han kiggede overrasket på mig, hold da op, har de været hos dig i 3 måneder? Så sagde jeg ja, det har de. Han begyndte at grine og kiggede på de andre ved bordet, der sad ved siden af os, og sagde! ”Ja, de der perkere, de kommer jo fra elendige forhold, og når de kommer til Danmark vil de ikke hjem igen”. Jeg blev så chokeret, og kunne ikke tro på det jeg lige havde hørt. Jeg tog hjem ret ked af det og fortalte det til min mor, hun var ved at koge over af vrede. Hun kom jo fra en 250 kvm lejlighed til en på 65, bare for at være der for mig. Jeg havde brug for familiens kærlighed efter mit brud med min eks. Jeg valgte at konfronter min chef dagen efter. Han blev selvfølgelig meget ked af det, og sagde at det kun var for sjovt, og han kunne retrospektivt godt se, at der ikke var noget sjovt ved det han havde sagt. Han undskyldte selvfølgelig mange gang.

Usikkerheder:

Usikkerheder leder til frustrationer. Jeg behøver vel ikke at forklare at det er meget let at føle sig usikker, når man dumper ind i en fremmed kultur, som den danske var for mig.

Når du flytter til et nyt land, og siger farvel til samtlige venner og familie, er man så sulten efter at finde en form for erstatning, man er meget sårbar, og alle, der er venlig overfor en, betragter man som ens familie eller venner.

Det store spørgsmål er så om man bliver accepteret både som menneske, kvinde og som udlænding.

I Iran er familie utrolig vigtig og det gør savnet meget stærkt. Så selvfølgelig søgte jeg relationer som erstatning for min familie. Det kan dog være umådeligt svært, er min erfaring, idet danskere umiddelbart virker meget lukkede. Og med min baggrund virker det meget demotiverende og kunne let få mig til at opgive at forsøge. Heldigvis har jeg forstået at stille de rigtige spørgsmål til de rette mennesker og jeg har langsomt erfaret at man i Danmark tager tingene roligere, og at man henvender sig i et roligt tempo, hvis man kan ind på et menneske. Den direkte stil får de fleste til at trække sig lidt tilbage og man kan føler sig afvist.

Det er alt for let at få den tankegang, at det bare er fordi man er udlænding og at man alligevel ikke har en chance, men det er her at man som udlænding har et stort arbejde i at lære at tænke anderledes og tage det ene nederlag i sin søgen på relationer efter det andet for ikke at ende som en person, der kun har omgang med andre udlændinge og aldrig formår at blive integreret. Jeg var selv ved at falde i den fælde, fordi min mand var faldet i den, men jeg ville noget andet og så snart jeg blev skilt fra ham, begyndte jeg at opbygge mine danske relationer.

Det har virket godt for mig og jeg opgav ikke og det gav mig mod til også at prøve at finde accept i mandeverdenen og har kæmpet et langvarigt og hårdt slag for at blive accepteret som kvinde og respekteret for mine kompetencer i en ledende stilling som dataingeniør.

At passe ind:

Som udlændinge har det været min fortsatte kamp at bevise, at jeg passer ind i flokken, og at jeg blot er et menneske som alle andre og én af dem. At jeg er være lige så dygtig som mine danske kollegaer, at jeg er en lige så dygtig leder, som de andre lederkollegaer, at jeg er en lige så god moder, som alle de andre mødre og så videre. Men det er svært, for det sker ikke alt for sjældent, at jeg føler mig afvist, fordi jeg har en anden hudfarve eller er kvinde. Men hver gang tvinger jeg mig selv til at tænke på, at jeg er den eneste, der vælge frivilligt at træde ind i det fængsel og jeg er absolut den eneste, der kan bryde ud af det fængsel igen. Jeg kan sagtens være dansk uden at spise svinekød eller fejre jul. På den anden side, så kan jeg sagtens fejrer jul og være iransk.

Da min datter var lille, deltog jeg i alle børnehavens og skolens aktiviteter sammen med hende. Hun skulle ikke føle at hun var en udlænding, hun skulle føle, at hun var lige så dansk, som de andre børn. En dag kom hun hjem og spurgte: ”Mor hvorfor kommer ”Lullemand” ikke hjem hos os?” Hun var tre-fire år gammel og kunne ikke sige ”Julemand”. Ja, jeg sad og tænkte over det, og det gik op for mig, at jul i Danmark er en tradition, der handler om at være der for hinanden og HYGGE. Så selvfølgelig var ”Lullemanden” velkommen fremover. Og vi har holdt jul siden og min nu voksne datter får stadig adventsgaver.

Så for at blive accepteret som udlænding i Danmark har jeg følt at jeg skulle kæmpe. Jeg har kæmpet med min egen kultur og de forestillinger jeg havde om hvordan verden hang sammen her i Danmark. Jeg har kæmpet med mine usikkerheder og mit behov for at blive anerkendt. Jeg har kæmpet med at forstå dansk og den danske kultur. Men jeg har gjort det. Jeg føler mig dansk, eller iransk-dansk. Jeg har med min egen styrke og hjælp fra andre, som har vist mig at mennesker er mennesker på trods af hudfarve og kulturel baggrund, kæmpet og skabt mig en værdig tilværelse.

F.eks. da jeg gik i gymnasiet brækkede jeg min ankel og hverdagen blev umulig med et spædbarn på armen, men hvad skete der så: Dagplejemoderen kom og hentede min datter og mine klassekammerater hentede mig i en indkøbsvogn og kørte mig i skole og de bar mig op og ned mellem etagerne. Det var mennesker, der hjalp mennesker.

Der er selvfølgelig mange, der har hjulpet mig på min vej, og hver gang har jeg følt mig glad, og jeg er taknemmelig for, at jeg har oplevet det. Og glad for, at jeg kan give min historie videre.

Jeg ville ikke have succes hverken med min uddannelse eller mine jobs, hvis det ikke var for de dejlige og skønne mennesker jeg har mødt på min vej. Ud over at være omgivet af verdens skønneste familie og venner, kan jeg takke:

  • Den ældre dame fra Jehovas vidner i Vejle, der blev en pap mor for mig
  • Min socialrådgiver i Vejle, der hjalp mig med min første bolig.
  • Skolekammeraterne i 9.klasse - voksenundervisning i Vejle
  • Min dansk lærer og rektoren mens jeg studerede GIF.
  • Min første leder, som troede på mig og gav mig mit første job.
  • Jan, der gav mig min første lederjob.
  • Jesper, der har været min mentor siden 2004.
  • Ludmila, der viste mig den fantastiske verden indenfor selv udvikling.
  • Min læge. Da jeg kom hjem fra Grønland, fik jeg meget hjælp af min læge, som gik personligt i sagen, og var der for mig som en mor.
  • Og listen er lang.

Jeg har det mest som, at jeg ikke har en anden hudfarve eller anden kulturel baggrund. Jeg er bare et menneske, med nogle gode relationer. Selvfølgelig passer jeg ind og jeg er accepteret. Jeg vælger at fokusere på det.

Glæder mig til at læse dine kommentarer.

Glæder mig til at dele min historie om min rejse ved at starte som selvstændig med fokus på to samfundsproblemer i Danmark med dig i min næste artikel om en uge.

Kram

Mozhgan